Hvad er Kontrakten?
'Der må da være mange penge at spare og en masse god omtale at få, hvis vi sparer på energibudgettet og forureningen', sagde en ung medarbejder ved et møde på borgmesterkontoret for et halvt år siden. Allerede før hun havde sat sig ned igen, tænkte og talte alle i rummet om det samme: en konkurrence.
Kontrakten - Energien på spil
De danske skoler bruger for meget energi på el og varme og Kontrakten - Energien på Spil er et engagerende læringsspil til folkeskolens ældste klasser, der handler om at rette op på dette. Spillet tager udgangspunkt i en simulation af elevernes egen skole og gennem analyser af skolebygningen, strategiske valg og løsning af faglige opgaver konkurreres der om at gøre skolen mere energi- og miljøvenlig. Og om at vinde spillet, naturligvis!
Klik for at se introsekvens til Kontrakten
Hvert spil spilles af en klasse inddelt i 4 grupper under vejledning og koordinering af deres lærer. Spillet er beregnet til 4 undervisningsmoduler, og kan spilles på en dag eller spredt ud over en periode. Det er oplagt at bruge spillet i fysik/kemiundervisningen, men det kan også bruges i andre sammenhænge. For eksempel i temadage eller tværfaglige forløb. Forudsætningerne er adgang til computer, Internet og printer, samt skolens fysiklokale og almindelige materialer til fysikforsøg.
Læringsspillet Kontrakten er gratis til undervisningsbrug.

